Om stempeltræning

Stempelspilsøvelserne adskiller sig fra de andre grundspilsøvelser (forom og bagom) ved, at alle spillerne er stationære (pladsspillere). Det er det grundspilsmønster almindeligt frit angrebsspil primært bygger på, og som der spilles ud fra, når der forsøges gennemført en afslutningskombination.
Stempelspilstræningen er også velegnet til at træne og forbedre spillernes bevægelsesrytme og temposkift som f.eks. ved presstempel med returbold og tilbageløb.
I de andre grundspilsøvelser (forom og bagom) fungerer bagudspillerne jo også som stempelspillere, hvor fløjspillerne så rykker forom eller bagom under træningen af de forskellige bevægelsesmønstre og afleveringsformer.
For at opnå en virkelig god spillerytme (igennem træning) i stempelspillet, dvs. hvor stempelspillerne behersker at presse/ stemple og afleverer hurtigt og præcist i samme rytme, opnås der større mulighed for at det lykkes at spille forsvaret tyndt, dvs. at forsvaret kommer i undertal i den ene side (evt. på grund af markering eller opbakning, så spillerne kommer bagefter i sidebevægelsen), så skal dette øves temmelig meget. Derved bliver det lettere at score - enten ved gennembrud eller skud.
En stempelspiller bliver dog først virkelig farlig, når hun forstår og samtidig behersker de muligheder, der er eller opstår i mange spilsituationer for stempelspillere. Dvs. når de bryder grundspilsrytmen (forsøger afslutningsspil), og i stedet for at spille videre forsøger en af følgende spilmuligheder (efter stempling), som giver gode scoringschancer.

Der er normalt følgende gode afslutningsmuligheder:
1. Direkte skud (tæt på forsvaret)
2. Frispilning af stregspiller.
3. Kontraaflevering mod spilretningen til spiller, der skyder eller rykker i hul (gennembrud).
4. Finte og gå igennem. Normalt modsat spilretningen (det er især effektivt, hvis der sker et bagomkryds samtidig) eller
5. Kombinationsspil med en eller flere spillere.

Almindelige (gode) afleveringsformer for stempelspillere (for højrehåndsspillere - modsat for venstrehåndsspillere):
Når der spilles med presstempel mod højre med returbold og 'tilbageløb'
1. Alm. aflevering/'skudaflevering' - dvs. der er en skudmulighed/markering i afleveringsøjeblikket.
2. Sideaflevering eller
3. Hopskudsaflevering (alm. eller sideaflevering). Hopskudsretningen lidt skråt mod højre (bruges sjældent).

Når der spilles venstre om:
1. Alm. aflevering (evt. med en lille kropsdrejning/rotering efter aflevering (drejeaflevering)
2. Hopskudsaflevering. Hopskudsafleveringen lidt skråt mod højre (mod spilretningen) eller
3. Lav bagom-aflevering (mere speciel)

Har man så mange spillere til træning, at der er mere end 3 træningshold, kan der godt trænes med 2 spillere på stempelspilspladserne.

Printervenlig Översättare:

Hvis denne side skal være på Svensk så send mig en mail med den svenske tekst eller anvend denne FORMULAR.